CAROLINE FOLDBERG

Når jeg ser en historie, så ser jeg muligheder. 

 

At læse om for meget gylle på markerne og flere forpustede jordemødre får det ikke til at gnistre hos mig. Jeg vil kunne mærke mudderet.

Jeg vil ud og tælle barselssengene på gangen.

 

Min ambition om at leve af at fortælle historier har været der, så længe jeg kan huske. Det startede med novellehistorier skrevet på min fars PC. Blev til fiktionskortfilm i gymnasiet og artikler til skolebladet. Og forrige sommer til en mange hundrede timer lang dokumentarproduktion.

 

Jeg ved, at det ikke er ligegyldigt, om du har et obligationslån eller et rentetilpasningslån, når kursen falder. Jeg kan gennemskue, hvornår der ikke er nok spænding på kileremmen. Og at det er nemmere at fikse i en Mazda 323 end i en VW Passat. Det bekymrer mig, når pressen ikke er klar over, at et betalingsbalanceoverskud ikke nødvendigvis er lig med en sund nationaløkonomi. Jeg lider med de forældre, der hver dag må aflevere børn i undernormerede institutioner og glæder mig over, at der findes private alternativer.

Og så kan jeg fortælle, at det føles som at misse det sidste C-tog mod Ballerup en kold januarnat, når man (igen) taber det årlige klubmesterskab i badminton til en, der har vundet det 17 gange før.

 

Når jeg tager fejl, er jeg ikke bange for at indrømme det. Samtidig får I med mig på jeres hold, én der siger, hvad hun tænker, og gør hvad hun siger. Cliché much? Måske. Men sat på en spydspids er dét, hvad der kendetegner et godt workflow i min verden.

 

Resten. Det tager vi, når vi ses.